OM OS
Vi hedder Hannah og Lauritz, og vi er stifterne af Blækhuset. Motivet for at starte siden er at dele illustrationerne af vores yndlingssteder i København med jer alle. Det er dog sådan med København, at der konstant dukker nye og smukke steder op, som fortjener at blive malet. Derfor vil siden også løbende blive opdateret med nye som gamle motiver, der er med til at gøre København så specielt et sted.
Vi bestræber os på at levere vores print i den bedst mulige kvalitet og samtidig tage hensyn til miljøet, så printene produceres lokalt på Islands Brygge. Hvert eneste print er skabt på baggrund af et originalt akvarelmaleri. Processen fra start til slut tager mange timer og begynder med nøjagtig afmåling og skalering af det virkelige motiv, hvorefter der bliver sat nogle vejledende blyantstreger som herefter fyldes forsigtigt ud med vandfarven. I vores serie handler det om kvaliteten af indholdet, så vi ikke går på kompromis med det kunstneriske aspekt. Alle originale malerier er malet af Hannah Jørgensen.
Blækhuset har som mission at få plakatkunsten tættere på kunstkategorien ved at fokusere på en simpel billedserie med få motiver. Der er altså ikke tale om en masseproduktion, men en plakatforretning med fokus på kvalitet frem for kvantitet.
Mangler din baghave eller dit hundehus i vores kartotek? Fat penslen (brug hellere tastaturet) og skriv til os, hvad du savner herinde. København byder på så mange skjulte oaser, at vi skal bruge jeres hjælp til at få dem frem i lyset. Alle nærer følelser til forskellige områder i København, og der vil derfor være uendeligt mange motiver til hjemmesiden. Du kan skrive til os på info@blaekhusetkbh.dk